Når frygten tager magten: Angst for angsten i hverdagen
Angst fylder mere i mange menneskers hverdag, end de tør indrømme. Ikke kun den umiddelbare uro i kroppen, men også det næste lag: frygten for, at angsten vender tilbage. Denne spiral kaldes ofte Angst for angsten, og den skaber en ond cirkel, hvor kroppen hele tiden står på vagt over for et muligt angstanfald. For nogle begynder det med én enkelt voldsom oplevelse, for andre sniger det sig langsomt ind i hverdagen, indtil det styrer valg, relationer og fremtidsdrømme. Angst er i sig selv en naturlig reaktion, der skal beskytte os i farlige situationer. Men når kroppen ikke længere skelner mellem reel fare og helt almindelige situationer som at handle ind, tage bussen eller sidde til møde, begynder angsten at begrænse livet. Når tankerne oven i købet kredser om, hvornår næste anfald mon kommer, skærpes alarmberedskabet yderligere. Det er netop denne selvforstærkende mekanisme, der ligger i Angst for angsten. Mange beskriver, hvordan et første panikanfald føles som at miste kontrollen fuldstændigt. Hjertet hamrer, vejrtrækningen bliver overfladisk, og tanken om at være ved at besvime eller dø presser sig på. Selv om lægen bagefter forsikrer, at kroppen er sund og rask, sætter oplevelsen sig dybt i nervesystemet. Kroppen husker, hvor det skete, hvad man lavede, og hvem der var til stede. Næste gang man står i en lignende situation, begynder kroppen derfor at reagere tidligere: lidt hjertebanken, lidt sved i håndfladerne, lidt uro. Det bliver hurtigt tolket som tegn på, at et nyt anfald er på vej. Dermed er spiralen i gang, og Angst for angsten tager gradvist mere plads. Over tid udvikler mange små strategier for at undgå ubehaget. De sætter sig tæt på udgangen i bussen, vælger altid egen bil frem for tog, lader være med at sige ja til sociale arrangementer eller tager kun afsted, hvis en “tryg” person følger med. Strategierne giver kortvarig lettelse, men på længere sigt bekræfter de hjernen i, at situationerne faktisk er farlige. Angst for angsten rammer ofte mennesker, der udadtil virker ressourcestærke og velfungerende. De passer job, familie og praktiske opgaver, men betaler en høj pris i form af konstant indre alarmtilstand. Mange bruger enorm energi på at planlægge sig uden om potentielle triggere: overfyldte steder, lukkede rum, lange møder eller uforudsigelige situationer. Det fører ofte til: Undgåelse af bestemte steder eller aktiviteter Overforberedelse og kontrolbehov Svært ved at være til stede i nuet, fordi tankerne overvåger kroppen Skam over “ikke at kunne tage sig sammen” Træthed og udmattelse efter en dag med skjult alarmberedskab Særligt for forældre føles det smertefuldt, når angsten begynder at påvirke børnenes hverdag. Turen i svømmehallen, skolearrangementet eller familiefesten kræver pludselig minutiøs planlægning eller bliver helt aflyst. Det skaber dårlig samvittighed og endnu et lag af selvbebrejdelse. Selv om Angst for angsten føles altoverskyggende, rummer den også en vigtig nøgle: Den handler ikke om ydre fare, men om frygten for kroppens egne reaktioner. Netop derfor er det muligt at arbejde med angsten ved at lære kroppen og hjernen noget nyt. Vejen ud starter ofte med at opdage, hvordan man ubevidst fodrer angsten gennem tolkninger og undgåelse. En første vigtig bevægelse består i at skifte fokus fra “hvordan undgår jeg angst?” til “hvordan vil jeg leve, selv om angst dukker op?”. Det betyder ikke, at man skal presse sig selv brutalt, men at man gradvist tør nærme sig de situationer, der er blevet farlige i hovedet. Små, kontrollerede eksperimenter, hvor man bliver i ubehaget lidt længere, end man plejer, giver hjernen nye erfaringer: “Jeg havde det ubehageligt – og jeg klarede det.” For nogle giver det mening at inddrage vejrtrækningsøvelser, kropsbevidsthed eller visualisering, så kroppen får konkrete redskaber til at falde til ro. Andre har brug for struktureret støtte gennem terapi, hvor mønstre af undgåelse og katastrofetanker bliver tydelige og kan erstattes af mere hjælpsomme strategier. Angst for angsten handler i sidste ende om frygten for at miste kontrollen. Paradokset er, at kampen for at holde alting under kontrol ofte gør angsten stærkere. Når man i stedet øver sig i at rumme ubehaget uden at lade det styre alle valg, begynder angsten langsomt at fylde mindre. Rejsen ud af angstens skygge kræver mod, tålmodighed og ofte støtte fra andre. Men mange oplever, at netop denne proces giver en ny form for robusthed. De lærer deres egne grænser bedre at kende, opdager hvad der faktisk er vigtigt i deres liv, og finder en mere venlig måde at være i deres egen krop på. Angst for angsten behøver ikke være en livstidsdom. Den er et kraftfuldt mønster, men også et mønster, der kan brydes. Ét skridt ad gangen, én oplevelse ad gangen, med blikket rettet mod det liv, man ønsker at leve – ikke kun den angst, man ønsker at undgå.Når kroppen husker: Fra enkeltstående anfald til mønster
Hverdagen, der langsomt skrumper
Små skridt ud af angstens skygge
Et liv med mere plads